Hjælp med at holde Akut-telefonen åben i Myanmar
Verdens hidtil længste borgerkrig har hærget Myanmar – det tidligere Burma – siden 1948. I Den nordlige delstat Kachin bor der i øjeblikket flere end 120.000 interne flygtninge, som er blevet tvunget fra deres hjem under de mange religiøse og etniske kampe. Akut-telefonen er en livslinje, som vores kirkepartner i Myanmar har oprettet for at hjælpe de mange mennesker, som lever på flugt eller i flygtningelejre på grund af interne kampe mellem regeringsmagtens soldater og uafhængighedshæren i landet. Hjælp med at holde akut-telefonen åben i Myanmar.
Myanmar - Det hidtil lukkede land
Siden 1948, da Myanmar (dengang Burma) formelt blev uafhængigt af Storbritannien, har det været plaget af borgerkrig og konflikter. I 1962 tog militæret magten og har siden holdt befolkningen i et jerngreb.
Kampene mellem etniske oprørsstyrker og militæret fører jævnligt til flygtningestrømme over grænserne til Thailand, Indien, Kina og Bangladesh. Tvangsarbejde, brug af børnesoldater, drab og overgreb på civilbefolkningen er særligt udbredt i konfliktramte områder som delstaten Kachin, hvor Danmission hjælper gennem lokale kirkepartnere. Landets økonomiske situation, interne religiøse og etniske konflikter, manglende sikkerhed og stabilitet har skabt en ond cirkel af fattigdom.
Akut-telefonen holder fysisk til i delstaten Kachin i det nordlige Myanmar, men opererer i fire delstater. På akut-telefonen kan ansatte og frivillige hjælpe i sager som Yamins. De kan hjælpe med at fortælle, hvor i landet man kan søge tilflugt, hvis der pludselig udbryder kampe i en landsby, og beboerne står midt i konfliktens krydsild og bliver nødt til at flygte for at redde livet.
Danmission hjælper gennem vores lokale kristne partnere med konfliktløsning, men også med uddannelse af flygtninge, så de kan forsørge sig selv. Vi giver desuden nødhjælp i form af varmt tøj, mad, tag over hovedet og også med hjælp i nødsituationer gennem akut-telefonen.

Akut-telefonen blev Yamins redning
En af de 120.000 flygtninge i Kachin er Yamin – en 25-årig kvindelig præst. 1. november 2018 blev Yamin anholdt på vej fra Kina tilbage til delstaten Kachin i det nordlige Myanmar. Hun blev, som kristen præst beskyldt for at være med i uafhængighedshæren. Og det kan udløse dødsstraf. Yamin og 15 andre blev bagbundet, fik sække over hovedet og blev, med maskingeværer, tvunget ind i en bus og kørt væk. Hendes ven, som slap fri, ringede og fortalte det til hendes forældre, mens bussen forsvandt ud af syne.
Hvad gør man som forældre i sådan en situation? Hvad ville der ske med Yamin? Ville de nogensinde få hende at se igen? Hvad skulle de stille op? Hvor kunne de gå hen og få hjælp?
Svaret var i deres tilfælde: Akuttelefonen!
Da Yamins forældre ringede til akut-telefonen, blev der straks sat en redningsaktion i gang. For en ung kristen kvinde som Yamin ville nemt blive udsat for voldtægt, tortur og fængsling. De kontaktede politiet og andre myndigheder, hvor kirken har vigtige personlige kontakter, som kunne lægge pres på regeringshæren for at få Yamin sat fri.
Aktionen lykkedes. Den 4. november blev Yamin løsladt efter voldsomme trusler. Hun var uskadt og nu fri!
Tilmeld jer projektet
Eller kontakt...

Tom Bangslund Hansen
Email: tbh@danmission.dk